Skip to main content
Mød JEROS' lærlingekoordinator
News & events

Mød JEROS' lærlingekoordinator

Ricki Rasmussen er ny lærlingekoordinator her hos JEROS. Læs med og få indsigt i, hvordan vi uddanner lærlinge og elever.

1. februar, 2026 - News

Hos JEROS kan vi med glæde fortælle, at vi har ansat en ny lærlingekoordinator.

Ricki Rasmussen har overtaget rollen og løfter dermed en tung arv efter sin egen lærlingekoordinator, Paw Schack, som Ricki selv har haft et tæt og tillidsfuldt bånd til under sin læretid hos os. Ricki er nemlig udlært her i virksomheden. Han har stået i voksenlære og er uddannet industritekniker. Det betyder, at han ikke alene kender vores interne uddannelsesforløb i teorien – han har oplevet det i praksis med alt hvad det indebærer af ansvar, forventninger og personlige udfordringer.

Ricki kender derfor alt til vores procedurer, når vi uddanner lærlinge: såvel de faglige krav som den forskel, det gør at blive mødt med forståelse, tydelighed og respekt undervejs.

I dag er det Ricki, der har det overordnede ansvar for, at vores lærlinge og elever får et trygt, struktureret og meningsfuldt uddannelsesforløb hos JEROS. Et forløb, hvor der er sammenhæng mellem skole og praktik, og hvor den enkelte aldrig bliver overladt til sig selv. Læs med ...

Vores lærlinge og elever skal opnå selvtilfredshed og en stolthed over deres fag

Det har altid været en vigtig del af JEROS' DNA at praktisere en undervisningsform, der er tilpasset den enkeltes behov og faglige niveau. Og det gør vi blandt andet ved at tilrettelægge handlingsplaner og uddannelsesforløb, så vi er med til at sikre, at lærlingen eller eleven kommer godt i mål: 

"Som lærlingekoordinator er jeg medansvarlig for, at samtlige lærlinge og elever kommer godt igennem deres uddannelse – uanset faggruppe. Det ansvar strækker sig fra den første planlægning af forløbet til den løbende opfølgning og den afsluttende evaluering og eksamen.

Og allerede fra starten af deres uddannelsesforløb arbejde vi systematisk med rækkefølgen i uddannelsen, så lærlinge og elever kommer igennem de rigtige discipliner på de rigtige tidspunkter. Med den struktur in mente, er det vores fælles mål, at de alle er ordentligt klædt på både til deres skoleophold og til deres arbejde her i virksomheden," fremhæver Ricki.

Ricki er samtidig meget bevidst om, at lærlinge og elever ikke lærer ens:

"Nogle er bogligt stærke, mens andre lærer bedst ved at bruge hænderne – og ingen af delene er forkerte. Netop derfor fylder kommunikation meget i rollen, særligt i samspillet mellem lærling og svend, hvor det er afgørende, at forventninger, opgaver og ansvar er tydelige for alle parter.

Hos JEROS uddanner vi lærlinge med forskellige talenter og forskellige forudsætninger. Nogle trives bedst med teori og struktur, andre udvikler sig hurtigst gennem praktisk arbejde. Det afgørende er ikke, hvordan de lærer, men at de får mulighed for at lære på den måde, der giver mest mening for den enkelte.

Alle bliver udfordret!

Alle vores elever og lærlinge bliver udfordret. Og tager vi lærlingene som eksempel, bliver dem med et særligt talent også særligt udfordret.

Bliver de ikke det, risikerer de at gå i stå eller at kede sig. Derfor arbejder vi målrettet for at give dem opgaver og ansvar, der matcher deres niveau og ambitioner.

Både for vores elever og lærlinge handler det om, at de opnår en selvtilfredshed og en stolthed over deres fag via de opgaver, de løser. En stolthed, der vokser, når de kan se mening med deres arbejde og mærke, at det bliver taget alvorligt.

Når lærlingene en dag forlader JEROS som uddannede svende, skal de gøre det med oplevelsen af, at de har været en reel del af virksomheden," pointerer Ricki.

Artiklen fortsætter nedenfor

Hvordan indleder JEROS et uddannelsesforløb?

"Et uddannelsesforløb hos JEROS begynder altid med en grundig planlægning. Sammen med den enkelte lægger vi en plan for, hvad han eller hun skal igennem, og hvordan vi bedst disponerer over interne ressourcer for at støtte eleven eller lærlingen.

Her spiller vores mentorordning en central rolle. Alle under uddannelse arbejder tæt sammen med erfarne svende, som har ansvaret for at føre dem fagligt og praktisk igennem uddannelsen," påpeger Ricki.

Og selvom der på forhånd er skitseret en uddannelsesplan, lægger Ricki stor vægt på, at den enkelte elev eller lærling får mulighed for at give sit besyv med: "Det er her, vi lægger kimen til den medbestemmelse og det ansvar, som følger med det at stå i lære – og hvor lærlingen tidligt kommer til at mærke, at hans eller hendes arbejde er prioriteret i virksomheden."

Vi holder løbende statusmøder med den enkelte

"Når eleven eller lærlingen er startet, handler næste fase om at lære virksomheden og fagområdet at kende. I introperioden – prøvetiden – bliver den enkelte stillet en række opgaver, som vi gennemgår i fællesskab.

Det er starten på en proces, hvor vi løbende evaluerer arbejdet og taler om, hvor der kan optimeres. Statusmøderne handler ikke kun om faglige opgaver, men i lige så høj grad om, hvordan han eller hun trives med det ansvar, der er givet.

Hvis privatlivet spænder ben, eller hvis skolen er udfordrende i en periode, bliver støtten justeret. Jeg lytter både til faglige problemstillinger og private hændelser og skalerer vores samtaler op eller ned alt efter behov.

De opfølgende samtaler efter hvert skoleophold er en fast del af forløbet. Det er her, vi får sat ord på, hvordan opholdet har været, og hvad der skal være fokus på, inden næste skoleperiode begynder," fortæller Ricki.

Artiklen fortsætter nedenfor

Jeg har selv stået i lære her hos JEROS, og jeg ved, hvor afgørende det er at blive mødt med tydelige rammer og af mennesker, der tager ansvar – også når noget er svært. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at den enkelte har nogen at gå til.

Som lærlingekoordinator arbejder jeg for et uddannelsesforløb, hvor alle elever og lærlinge får ærlig feedback og opbakning både fagligt og personligt. De er ikke bare nogen, der skal igennem en uddannelse. De er mennesker med forskellige forudsætninger, og mit ansvar er at støtte dem hele vejen igennem deres læretid.
Ricki Rasmussen,
lærlingekoordinator hos JEROS

Hvad er en god læreplads for dig?

"I min optik er en god læreplads et sted, hvor lærlinge bliver set som alt andet end billig arbejdskraft.

Lærlinge er et aktiv – både for deres fag og for samfundet. Det forpligter virksomheder til at tage uddannelsesansvaret alvorligt og investere tid, opmærksomhed og ressourcer i de unge mennesker, der vælger en faglært vej," pointerer Ricki.

I sit arbejde hjælper Ricki lærlingene med at finde deres stemme, så de bliver set og hørt – både i virksomheden, på skolen og når de er ude i praktik hos andre virksomheder.

Målet er altid, at lærlingene får et solidt og bredt fundament. Det betyder, at uddannelsen ikke bliver snæver eller ensidig. Selv hvis du står i lære som rustfast klejnsmed, får du mulighed for at arbejde med flere discipliner: fra overfladebearbejdning og robotsvejsning til lagerstyring og montage af maskiner.

"Som en del af uddannelsen kommer alle lærlinge også rundt i flere af JEROS' afdelinger. Her er de selv med til at montere deres emner i de maskiner, vi sender ud til kunder i hele verden – og får på den måde en konkret forståelse for sammenhængen mellem deres arbejde og det færdige produkt," fremhæver Ricki.

Lærlinge er hele mennesker. Ikke bare en ressource

For Ricki er det afgørende, at lærlinge bliver mødt som hele mennesker. De er langt mere end en produktionsressource:

"Når private udfordringer, sorg eller livskriser rammer, vender JEROS aldrig ryggen til. En sorgtilstand bliver aldrig bare lærlingens eget problem. Det er en livssituation, vi forholder os til og forsøger at tage hensyn til – også selvom det ikke direkte har noget med arbejdet at gøre," fremhæver Ricki. 

Ricki lægger ikke skjul på sin holdning til den lærlingekultur, der findes i dele af branchen. Han har svært ved at forstå, at unge mennesker bliver behandlet dårligt i deres læretid – særligt i en tid med mangel på faglærte. For ham hænger de to ting slet ikke sammen.

Hos JEROS er det derfor en klar prioritering, at lærlinge skal føle sig trygge og sikre både fagligt og menneskeligt.

Artiklen fortsætter nedenfor

Hos JEROS kommer mennesket først

"Hos JEROS bliver mennesker sat før noget andet. Her bliver du mødt med tillid og får samtidigt ansvar for dit eget arbejde. Hvis du ser en mulighed for at gøre noget bedre, bliver du opfordret til at tage initiativ og føre det ud i livet," fortæller Ricki, som selv har stået i voksenlære hos JEROS, og fortsætter:

"Det, der virkelig adskiller JEROS fra andre arbejdspladser, er den menneskelige opbakning. Da jeg selv stod i en svær privat situation, trådte virksomheden til og hjalp – også selvom det ikke var et krav. Den form for ansvar og omsorg gør en reel forskel."

Se med og få et indblik i Rickis tilgang til håndværket og i hvorfor, JEROS er mere end bare en arbejdsplads ⇨

Se med og få et indblik i Rickis tilgang til håndværket og i hvorfor, JEROS er mere end bare en arbejdsplads ⇨

Søg læreplads og bliv en del af Team JEROS:

Bliv en del af Team JEROS

Vi leder altid efter dygtige hænder og kloge hoveder – og gerne begge dele på én gang. Uanset om du har mange års erfaring eller er ved at tage dine første skridt ind i industrien, vil vi gerne høre fra dig. Har vi imidlertid ikke slået den stilling op, du drømmer om hos JEROS, er du altid velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning.