Skip to main content
Simon Hindhede Jarren

Simon Hindhede Jarren

Vil du være rustfast klejnsmed? Mød Simon og hør ham fortælle sin historie.

Jeg står glad op hver eneste dag!

- JEROS har virkelig gjort meget for mig! Det kan jeg slet ikke fremhæve nok, smiler Simon og lyser helt op.

- Da jeg starter som arbejdsdreng på fabrikken, er jeg en noget større udgave af mig selv. Jeg vejede faktisk 37 kilo mere, end jeg gør i dag. Og i mit arbejde på at blive mindre, har alle hos JEROS spillet en kæmpe rolle og været gode støtter.

Her har jeg det godt – og det har i den grad hjulpet på mit selvværd, forklarer Simon og fortsætter:

- Bare det at kollegerne omkring mig siger godmorgen og spørger ind til, hvordan det går, gør mig glad hver eneste dag. For nogen er det måske bare en lille ting, men for mig betyder det alt, at mine kolleger viser en oprigtig interesse.

For mig er en god læreplads også et sted, hvor der bliver taget hånd om tingene, hvis der skulle være noget galt. Og så er det et sted, hvor kollegerne ikke er bange for at lave lidt sjov og samtidigt give hinanden et klap på skulderne, når vi hver især har lavet et flot stykke arbejde.

Det gør vi faktisk meget hér. Og efter min mening gør det JEROS til den perfekte læreplads.

Hvorfor vælger du at uddanne dig til rustfast klejnsmed?

- Jeg starter faktisk på mureruddannelsen, men gør den ikke færdig, fordi jeg får to skader i mine knæ, der gør, at jeg ikke kan arbejde på den fysisk hårde måde, som murere arbejder. Jeg er derfor nødt til at stoppe.

Men fordi jeg er enormt glad for at stå tidligt op, producere noget og få noget ud af dagen, skriver jeg til min kammeret, Kim, og spørger, om JEROS ikke mangler folk? Kim er selv rustfast klejnsmed og har været en del af JEROS i en menneskealder. Heldigvis vender han positivt tilbage, og jeg bliver inviteret til samtale, hvorefter jeg bliver ansat som ungarbejder.

I den periode lærer jeg JEROS rigtig godt at kende og finder hurtigt ud af, at det er smede-faget, jeg er gladest for. Og da vi begynder at snakke om læreplads, bliver vi enige om, at det er rustfast klejnsmed, jeg skal i lære som. Det er det rigtige for mig.

Du lærer Simon bedre at kende i filmen hér
Mød Simon, som står i lære som rustfast klejnsmed
All or nothing!

Mød Simon Hindhede Jarren

- Jeg har faktisk selv betjent både en pladerenser og en opvaskemaskine fra JEROS i den periode, hvor jeg har fritidsjob i Lindholms Bageri – så JEROS er bestemt ikke fremmed land, da jeg bliver en del af temaet.

Hvad gør du selv for at få det bedste ud af din læretid?

Jeg går 100 % all in! Jeg får enormt meget ud af at være en del af teamet, og derfor gør jeg også, hvad jeg kan for at give mest muligt tilbage ved at vise, at jeg virkelig vil mit fag.

Jeg kan blandt andet godt li' at være godt forberedt, når jeg skal på skole. Derfor sætter jeg også stor pris på, at JEROS hele tiden giver mig mulighed for at blive dygtigere. Helt konkret har jeg øvet mig en hel del i at lave lange svejsninger fordi, jeg gerne vil være bedre til den disciplin, før jeg skal på skole.

Jeg elsker at løbe forrest!

Jeg elsker at være én af dem, der tager teten og løber forrest! Det betyder også, at jeg engagerer mig i alt muligt. Jeg har både været elevrådsformand på Svendborg Tech. og er nu en del af bestyrelsen for Metal Ungdom på Sydfyn. Hér sidder vi i øvrigt nærmest udelukkende lærlinge fra JEROS.

Når der så ikke lige står JEROS på brystet, spiller jeg musik i 2 forskellige bands. Jeg spiller faktisk 17 forskellige instrumenter, men mit hovedinstrument er guitar.

Nogen vil nok mene, at jeg burde gå musikkens vej, men jeg vil helst arbejde med mine hænder. Jeg er derfor også tekniker for den fynske duo, Lasse og Mathilde – og så laver jeg en masse lyd og lys på forskellige scener, imens jeg bruger en stor del af min fritid som roadie.

Så nej, jeg er ikke bange for at tage fat! slutter en meget veloplagt lærling.

Læs mere om, hvordan du søger læreplads hos JEROS
For mig er en god læreplads et sted, hvor der bliver taget hånd om tingene, hvis der skulle være noget galt. Og så er det et sted, hvor kollegerne ikke er bange for at lave lidt sjov og samtidigt give hinanden et klap på skulderne, når vi hver især har lavet et flot stykke arbejde. Det gør vi faktisk meget hér. Og efter min mening gør det JEROS til den perfekte læreplads.
Simon Hindhede Jarren,
I lære som rustfast klejnsmed

Mød alle de lærlinge og elever, der er under uddannelse hos os: