Hvad er en god læreplads for dig?
- En god læreplads for mig, finder du i en virksomhed, som tager hånd om sine elever og giver plads til, at alle kan udfolde sig. Og netop den egenskab, sætter jeg stor pris på ved JEROS.
Det er tydeligt at mærke, at JEROS er et sted, der skaber trygge rammer, og hvor det er okay at fejle. Vi begår alle fejl. Det er en naturlig del af dét at lære noget nyt – og når jeg en gang imellem havner i den situation, bliver jeg stille og roligt vejledt i, hvordan opgaven skulle have været udført, samt hvordan jeg retter fejlen.
Hos JEROS sidder jeg mellem to indkøbere, som er fantastiske til at inkludere mig hver gang, der sker noget nyt. De giver mig altid gode råd og er generelt gode til at svare på mine spørgsmål. Hver dag lærer jeg noget nyt, og det er rigtig dejligt.
Hvad gør du selv for at få det bedste ud af din læretid?
- For at få det bedste ud af min læretid forsøger jeg hele tiden at være nysgerrig og at stille spørgsmål til alt, så jeg på den måde kan tilegne mig så meget viden som muligt. Det gør jeg blandt andet ved at spørge dybdegående ind til de forskellige procedurer, jeg støder på – og som jeg skal lære at håndtere.
For mig er det vigtigt, at jeg ved hvorfor, jeg skal gøre, som jeg gør. På den måde opnår jeg en langt bedre forståelse for jobbet som helhed, hvilket er mit grundlag for at lære.
Du lærer Britta bedre at kende i filmen her